Camilla Kristensen

XTERRA TRÆNING

Efter en duathlon sidste år fik jeg en våddragt i gave: ”Værs’go – til næste år skal du lave en triathlon!” Og hvordan gør man så lige det? Ja, man køber et startnummer til Xterra og cykler, løber og svømmer, som det nu kan passe ind med en utrolig travl arbejdsuge.

Jeg mærkede dog lynhurtigt, at jeg manglede struktur på træningen. Selvom mit mål ”bare” var at komme igennem og få en god oplevelse, var jeg godt klar over, at der skulle en del træning til. Nikolaj kendte jeg fra massage og akupunktur (hvor jeg i øvrigt også kan anbefale ham), så jeg skrev og spurgte, om han kunne hjælpe.

Vi lagde en plan, som gjorde, at jeg faktisk kunne træne seks dage om ugen i mange uger i træk til trods for lange arbejdsdage. Hver uge en ny træningsplan, som jeg bare skulle følge. Undervejs var der evaluering af min træning, svar på spørgsmål og ikke mindst ros og opmuntring. På et tidspunkt bliver ens vennekreds en smule tom i blikket, når man taler om sin træning, og så er det virkelig dejligt at have Nikolaj, som aldrig bliver træt af de mindste detaljer – også når træningen eller kroppen undervejs ikke lige vil, som man selv vil.

Nikolaj er meget engageret og personlig i sin vejledning og har en stor viden om sit fag. At have en træner med undervejs giver en tryghed og tro på, at man bevæger sig i den rigtige retning. På løbsdagen stod jeg i vandet få minutter før start med en følelse af at skulle til eksamen og have læst hele pensum.

Jeg kan absolut anbefale Nikolaj og vil helt sikkert benytte ham igen. Faktisk har jeg allerede den næste udfordring i tankerne, og Nikolaj skal selvfølgelig hjælpe mig!